om mig selv
Siden jeg har været lille har jeg været interesseret i al mulig håndarbejde. Jeg sad altid og kiggede på min mor, når hun var i gang med sine håndarbejder og efterhånden fik hun lært mig at brodere, hækle, strikke, sy på maskine, batikfarve, knytte og kniple. Sammen med bedsteveninden sad vi og planlagde, hvilke ting vi skulle lave til vores kommende butik - vi var måske 10-11 år - men drømmen var der allerede dengang.
Som stor pige fik jeg strikket en masse hønsestrikkede strømper til mig selv, hæklet sjaler til at have udenpå anorakken af mælkedrengestof og i gymnasiet strikkede jeg sweatre.
Da jeg flyttede hjemmefra, syede jeg en masse til boligen og os selv. Vi havde ikke ret mange penge, så alt blev omforandret eller brugt til andre/nye formål.
Jeg begyndte at spinde på håndten, som om jeg aldrig havde bestilt andet, og det samme, da jeg fik en rok. Jeg gik til plantefarvning og der kom væve til huse. Filtning har jeg også lavet en del af - både professionelt bl.a. i form af kreative brudekjoler som bestillingsarbejde, og som privat og sammen med børnebørn.
Jeg har haft strikkemaskiner i mange år, jeg har været på Skals Håndarbejdsskole flere gange og været samme med folk, der er lige så passionerede strikkere som mig. Jeg holder mest af håndstrik, så det er klart det, jeg bruger mest tid på til butikken. Jeg designer selv modeller og har solgt designs til garnfirma.
Senere har jeg lært at pileflette, dreje i træ, arbejde i horn og ben, og arbejde med metaller.
I mit civile job som lærer, har jeg undervist bl.a. i håndværk og design. Det er skønt at videregive al sin viden til de næste generationer